Cantine Lenotti, Massimo IGT 2009
Ud over at producere fremragende dagligdagsvine har Claudio Lenotti i årevis gået med en drøm om at lave en ”Prestigevin”. En rødvin, der viser både områdets og vingårdens potentiale, og sådan blev Massimo skabt, første gang i årgang 1997. Vinen er opkaldt efter vingårdens oenolog Giancarlo Massimo Lenotti, der personligt har fulgt vingårdens enkelte parceller og den druekvalitet, man år efter år har været i stand til at levere hos Lenotti. Ud fra disse erfaringer valgte man vinmarken ”La Pra´” i bakkerne omkring Verona som leverandør til Massimo. Her finder man en undergrund af ler, kalk og aflejringer.
Massimo er hovedsageligt produceret på Corvina (50%) – en af områdets klassiske druer – samt på nogle af Venetos ældste druer Dindarella, Pelara, Rabo og Oselata (i alt 30%). Den mere toskansk orienterede Sangiovese drue udgør de sidste 20%.
På trods af Sangiovese i vinen er man ikke i tvivl om, hvor denne rødvin kommer fra. Den er en værdig repræsentant for sit område og viser lige nøjagtigt det, som Claudio Lenotti ønskede, nemlig at både vingården Lenotti og distriktet Veneto har kæmpe potentiale.
Den har Venetos klassiske kirsebærnæse, en flot aroma af vanille fra fadlagringen samt et touch af tørrede frugter. Den har i det hele taget en intensitet i næsen, der minder om en Amarone. Smagen er ligeledes meget intens, og rødvinen byder både på en Amarones kraft og dybde samt en Bardolinos friskhed og frugt. I den lange eftersmag er vinen sprød og intens. Vinen er flot i sin ungdom men vil uden tvivl vinde ved lagring og vil efter Claudios Lenotti’s eget udsagn toppe i en alder af 6-7 år – hvis man da kan vente så længe.
Vinen vil være en fortræffelig ledsager til kraftige retter med oksekød, til vildt eller til modne oste.
Læs mere om produktet
Vis mindre