Lenotti, Valpolicella Classico 2009
Lenotti’s Valpolicella Classico er lavet på en blanding af 45% Corvina, 40% Rondinella og 15% Molinara – i øvrigt de samme druer, som anvendes til Amarone. Lenottis vinmarker med Valpolicella ligger i dalene i Negrar, Valgatara og Fumane – det oprindelige "Valpolicella Classico" område øst for Gardasøen. Druerne høstes i begyndelsen af oktober og vinificeres klassisk, dvs. straks efter høsten (i modsætning til Amarone, hvor druerne først lægges til tørring). Rødvinen bliver derefter modnet på træfade uden dog at blive præget for meget af det.
Lenottis Valpolicella har en flot, rubinrød farve og en meget charmerende bouquet. I smagen har vinen både friskhed, blødhed og samtidig fylde og finesse. Den delikate lethed skyldes anvendelse af druen Molinare, som ikke giver så megen farve men til gengæld en uforlignelig finesse. Vinen virker meget "aristokratisk" med en utrolig ren linie fra duften til eftersmagen - i øvrigt som alle vine fra Lenotti.
Den vil være en god ledsager til lam, fjerkræ og kalv samt naturligvis til ost. Server den ved ca. 17 – 18 grader.
Læs mere om produktet
Vis mindre