Om produktet
Hos Ca´ del Baio høster man Moscato druen allerede midt i september for at beholde så meget frugtkarakter, friskhed og sprødhed som muligt i mosten. Derefter bliver druerne mast skånsomt og mosten derefter filtreret. Som for alle Moscato d´Asti og i modsætning til en Champagne, som gæres ad to omgange den første på tank og den anden på flaske, bliver vinen gæret ad én omgang på tank. Gæringen foregår på temperaturregulerede rustfrie ståltanke, hvor gærkulturen bliver tilsat og varer ca. 2 måneder. Gæringen bliver ganske enkelt stoppet, når vinen når en alkoholprocent på 5-6%, og vinen er derfor mere perlende end mousserende. Derfor anvender man almindelig korkprop til Moscato d´Asti. For at bevare vinens friskhed bliver den først aftappet løbende og umiddelbart før afskibning.
Moscato d´Asti fra Ca´ del Baio har en nærmest perfekt balance mellem sødme og friskhed. Den har Moscato druens sarte og eksotiske frugtkarakter men virker ikke overvældende. Det er en meget charmerende og delikat mousserende vin, som vil egne sig fint til en velkomstdrink, til en dessert eller til et lille glas i utide. Som alle Moscato d´Asti bør den drikkes ung.
Serveres afkølet men ikke iskold.