Om produktet
Med inspiration fra André Ostertag og Patrick Meyer (grundlæggeren af den såkaldte nye bølge (Père de la Nouvelle Vague) og den ene af de 4 mytiske musketerer (Les Quatre Mousquetaires)), omfavner Lucas Rieffel sammen med vennerne og bysbørnene Catherine Riss og Jean-Pierre Rietsch naturvinsbevægelsen i Alsace, og begaver os med en kollektion, som ikke lige sådan lader sig sætte i bås.
En af de mest civiliserede af vinene er denne Crémant d'Alsace, som venner af huset ligefrem kalder Lucas Rieffels signatur. Den er funderet på en blanding af Pinot Auxerrois, Pinot Gris, Chardonnay og så i de varmere år (og dem har der jo været en del af i det nye millennium) og til 20% Riesling for at bringe lidt mere friskhed ind i basisvinen. Der er tale om frugt fra forskellige parceller omkring Mittelbergheim herunder Grand Cru Zotzenberg og de 2 lieux-dits Gebreit og Hagel hvor Lucas Rieffel i forbindelse med omlægningen til økologisk produktion har været i gang med braklægninger og gentilplantninger og hvorfra de yngste vinstokke nu begaver denne Crémant.
Der praktiseres helklasepres af druerne, og efter mosten har fået lov til at sætte sig gæres der direkte i 4-7 åre gamle fade uden svovl, uden fremmede gærstammer, uden temperaturkontrol og uden malolaktisk forgæring, hvis det er det vinen vil. Vinene modner uden omrøringer i 9 måneder inden den endelige cuvée sammenstikkes, fyldes på flasker og gærer på ny. Herefter 18 måneder i flaskerne frem mod degorgement i januar 2023 uden dosage. Altså Extra Brut Non Dosé.
Med garanti og på tværs af appellationer en af de mildeste og mest cremede Extra Brut Non Dosé på markedet. Flot skummende og herefter med bittesmå nærmest dovent vedvarende perler, der levner plads til en dejlig aroma af røde æbler, mirabeller og moden citrus med milde strejf af honning og brioche. Tør, men bestemt ikke knasende. Fyldig, alligevel forfriskende og med god underliggende mineralitet til allersidst. Det fornemmes at Lucas Rieffel i modsætning til mange andre foretrækker at arbejde med fuldmoden frugt også i sine mousserende vine.
Glimrende alternativ til Champagne især for dem, der leder efter økologi og lav intervention på højt niveau.