Om produktet
Denne vin kommer fra ejendommen Klein Constantia, som blev
grundlagt i 1685 af Simon Van Der Stel, der var den første hollandske
guvernør i Cape Town. Vingården blev i 1980 købt af familien Jooste,
som i en årrække brugte mange penge og megen tid på igen at få
Klein Constantias navn spredt over hele den store vinverden. I 2011
valgte familien Jooste at sælge Klein Constantia til amerikaneren
Zdenek Bakala og englænderen Charles Harman, der i 2012 ansatte
Hans Astrom som administrerende direktør. Klein Constantia ligger få
kilometer uden for Cape Town, hvor markerne med vinstokke bølger
ned af bjergsiderne i et klima, der er perfekt til fremstilling af store
vine. Klein Constantia bliver ofte kaldt “verdens smukkest beliggende
vingård”, og i Wine & Spirits har Klein Constantia været blandt “Top
25 vineyards” i verden. På Tim James’ www.grape.co.za blev Klein
Constantia i 2014 udnævnt til at være blandt de 20 bedste vinerier.
Denne vin er dedikeret til Anabel Bakala, som er ejer Zdenek Bakalas
ældste datter. Vinen er inspireret af rosenhaven, som Anabel hjalp med
at plante på Klein Constantia - og mens hun hjalp med det, begyndte
hun at udforske de mange sydafrikanske rosevarianter. Især én fangede
hendes opmærksomhed, og det var ”Sunbelt-rosen”, hvis smukke klare
farver er gengivet i denne vin, som hedder Cuvée Anabel.
Vinen er fremstillet af 100% Cabernet Franc-druer, der er dyrket i
Constantia-området i Sydafrika. Alle druerne er nøje og omhyggeligt
udvalgt til denne smukke rosévin, som udelukkende har været lagret
på ståltanke for at bibeholde så megen frugt og friskhed som muligt.
Det er en flot lyserød rosévin med delikat duft af friske blomster, citrus
og fersken samt en forfriskende, men samtidig kompleks og sprød
frugtsmag med et delikat strejf af krydderier, frisk syre samt en lang og
sprød eftersmag.
Denne forfriskende rosévin er særdeles velegnet som aperitif, til lyse
kødretter samt sommerens lette retter. Derudover er det en oplagt vin
til buffet. Det er en vin, der skal serveres afkølet, og som bør drikkes,
mens den er ung og frisk.