Smag på sæsonen: Jagtvine

Når efteråret – og dermed jagtsæsonen - er over os bliver vores mad kraftigere og federe, kødet bliver mørkere og mere krydret. Alt dette stiller krav til vinen i glasset

Vin og mad skal passe sammen


Den professionelle vinsmager smager altid vin uden tilbehør, da vinen i sin rene fremstilling bedst ”afslører” sine svage og stærke sider, karaktertræk og kvalitetsmæssige niveau. Men når vinen skal nydes og ikke dissekeres, kommer oplevelsen og nydelsen først til sin ret ved den optimale vin- og madkombination. Og når middagen står på kraftigt kød – måske endda vildt – så kan det være en udfordring at finde den rette vin for den bedste helhedsoplevelse.

Smag og behag er forskellig


Da smag er en subjektiv faktor, kan den ikke måles eller sættes på en skala med endegyldige facts og resultater. Der er dog nogle klassiske grundregler, som man ikke går helt fejl af at følge, når man skal vælge vin til mad. Vigtigst af alt, må vinen ikke overdøve maden – og maden må ikke overdøve vinen; det optimale match mellem vin og mad opstår, når vin og mad ikke blot passer godt sammen, men derimod komplimenterer hinanden.


Efterårets kraftige middagsretter med mørkt kød har masser af saft og kraft – og serveres ofte med kompakte saucer og garniture.  Vinen skal have samme karakter for at komplimentere kødet. Vi kan varmt anbefale vine fra Californien, Australien, Rhône, Spanien, Italien og Argentina. Vine fra disse lande har som regel kraft og styrke, der kan matche kødet.

Med vildt på menuen...


Vildt er altid måltidets centrum med sine fine smagsnuancer, syre og kraft. Vinen hertil skal have noget ”power” og varme uden at blive for voldsom. Her kan vi anbefale ældre Bourgogner og vellagrede vine fra Bordeaux, Rhône, Piemonte og Rioja. Vine til vildt skal generelt have både elegance og en afrundet syre for at kunne hamle op med det kraftige kød. Vine til fuglevildt bør være lettere og mere frugtige som ex Pinot Noir vine.