Supertoscanere: Oprør skaber kultvine

Nogle af Toscanas største vine er skabt af et historisk oprør…

Toscansk vin har siden begyndelsen af 1980’erne gennemgået en fantastisk forandring til det bedre; i dag er det sådan, at bare selve navnet ”Toscana” på en flaske medfører en stor goodwill for de fleste forbrugere, som forbinder det med kvalitet, smukke landskaber, kultur og ferieminder. Det er en forestilling, der i høj grad må siges at være korrekt. Udviklingen, der har skabt dette ry, blev hjulpet godt på vej af et historisk oprør i 1970’erne. Et oprør der skabte nogle af vor tids største kultvine.

Vigtig vinregion


Toscana er sammen med Piemonte den vigtigste vinregion i Italien. Egnens stolthed er Sangiovese druen, som yder sit bedste i netop Toscana. Sangiovese er den mest plantede druesort i hele Italien, hvilket betyder, at kvaliteten går fra decideret ringe, til verdensklasse, som her i Toscana. Der opnås kun jævne vine på Sangiovese, hvis udbyttet er for højt eller klimaet er for koldt. Men i Toscana er klimaet ideelt og producenterne er fokuseret på kvalitet frem for kvantitet. Landskabet i Toscana er meget bakket og størstedelen af vinmarkerne ligger fra 150-500 moh. Det gør dels, at druerne får mere sol og dels, at klimaet svinger relativt meget fra dag til nat. Temperatursvinget hjælper til, at druerne bedre bevarer deres vitale syre og aroma. Foruden producenternes fokus på kvalitet, er der altså geologiske fordele som gør, at Sangiovese yder bedre her end mange andre steder i Italien.


Sangiovese er altså hoveddruen i rødvinene fra Toscana, men der laves faktisk også rødvin på andre druer. Brugen af andre druer som Cabernet Sauvignon og Merlot stammer tilbage fra et oprør mod vinproduktionen i Toscana tilbage i 1970’erne – vine med denne druesammensætning  kaldes typisk for Supertoscanere.

Supertoscansk oprør


Begrebet Supertoscanerne opstod i 1970'erne som en modreaktion på det generelt lave kvalitetsniveau, der dengang herskede i Toscana. Vinene blev deklassificeret som Vino da Tavola (VdT), der er i bunden af kvalitetspyramiden, fordi de ikke levede op til de regionale krav. Regionale krav, som netop skulle være med til at sikre en høj kvalitet. Deklassificeringen skete typisk fordi der blev benyttet andre druesorter, end hvad lovgivningen foreskrev. Typisk var der tale om Bordeaux-sorter, altså Cabernet Sauvignon og Merlot. Vinene var selvfølgelig ekstremt vellavede, for at gøre kontrasten endnu større. To af de første Supertoskanske vine var Tanuta San Guidos Sassicaia fra Bolgheri og Antinoris Tignanello fra Chianti. Det er vine som selv i dag regnes for nogle af de bedste fra hele Italien!


Supertoscanere påvirkede de toscanske vine ved at inspirere til nytænkning, bedre vine og bedre produktionsforskrifter, og den positive effekt rakte også langt udenfor Toscana; denne fokus på kvalitet fik andre til at hoppe med på vognen og kvaliteten har så at sige været stigende lige siden - og det var reelt målet med oprøret.


I dag klassificeres langt de fleste supertoscanere som IGT-vine - en kvalitetsbetegnelse, som til dels er oprettet for at anerkende de supertoscanske vine, der ikke efterlever de traditionelle krav til oprindelse og druesammensætning i DOC og DOCG vine. En del af de tidlige supertoscanere opfylder rent faktisk kravene til at kunne aftappes som DOCG, men man vælger af princip fortsat at fastholde identiteten som supertoscaner og mønsterbryder.


Det er sjældent, at ”Supertoscansk” fremgår af flaskens etikette. Hvis ikke, kan de som regel altid spottes på prisen. De koster typisk betydeligt mere end en traditionel toscansk IGT vin.

Anbefaling


Aia Vecchia er navnet på en gammel bygning, der i dag danner centrum for et anerkendt vinhus ved samme navn langt inde i Toscanas bakkede landskab. Området her har et unikt mikroklima og en beriget jord, der gør det meget fordelagtigt at dyrke vin – og skabe vin af høj kvalitet. Druerne får både masser af direkte og indirekte sollys, hvilket tillader en tidlig høst. Her dyrkes Cabernet Sauvignon, Merlot og Cabernet Franc på 48 forskellige vinmarker, og vinene Lagone og Sor Ugo er blandt husets stoltheder.


Lagone er Aia Vecchia’s Rosso di Toscana – og her kan både nybegyndere og kendere af toscansk vin være med. Lagone er lavet på 60% Merlot , 35% Cabernet Sauvignon og 5% Cabernet Franc. Vinen lagres på barriques i mindst 12 måneder. Her får du en flot vin med varm dyb rød farve tæt på lilla. Delikat aroma af træ og vanille understreger den strukturede og elegante smag med intense noter af vilde bær, modne saftige kirsebær og hints af søde krydderier. Lagone forener på eksemplarisk vis sit italienske "Terroir" sammen med "finesse" af en stor fransk rødvin; her får du en absolut værdig repræsentant for de eftertragtede supertoscanere – til en meget fornuftig pris.