Taittinger producerer hvert år deres Demi Sec-kvalitet. Druerne som benyttes er fra forskellige år og det gøres for, at opnå den ideelle Cuvée (blanding). Champagne Taittinger Demi Sec gæres og lagres i 3 år på flaske. Efter gæring og lagring er vinen "helt tør" og for at Champagnen skal blive "Demi Sec" tilsætter man en sød likør fremstillet af Champagne og rørsukker (35 gram rørsukker pr. liter). Det er denne proces der på fransk hedder "dosage". Denne Champagne har en bleg gylden farve. Boblerne er fine og vedvarende. Duften er fuld af moden frugt, blomster og honning. Det er en sødlig og livlig Champagne med en dejlig smag af mandariner, syltede ferskner og tørrede figner. Alt i alt er det en Demi Sec, som besidder en stor charme og sensualitet. Servér vinen ved 8-10 grader til eksempelvis desserter med chocolade eller til friske jordbær.