Valle Reales Montepulciano d’Abruzzo kommer fra ejendommens ældste mark Popoli (8 ha. beplantet i 1970 og i 2000), som ligger flot på en sydvendt bjergside i en højde af 350 m. og dyrkes økologisk. Undergrunden består hovedsageligt af småsten og kalk. Fra sen morgen til sent om natten oplever man blæst på denne mark, noget som afkøler druerne i de værste soltimer om dagen, sænker temperaturen om natten og holder druerne tørre og sunde under modningen om efteråret. Vinen er lavet på Montepulcianodruen og bliver lagret 16 måneder på træfade og yderligere 12 måneder i kælderen efter aftapningen.
Vinen har Montepulciano d’Abruzzos klassiske flotte, dybe, rubinrøde-violet farve, og duften er meget åben med flotte frugtrige nuancer af brombær og samtidig en friskhed og en sprødhed, som er sjælden for en så kraftig vin. I smagen finder man både mineralske og krydrede toner, bløde og kraftige, mørke nuancer. Det er en meget kompleks vin, der virker meget harmonisk og moden og samtidig har et godt bid. En meget indtagende vin.
Den vil være en god ledsager til grillet lam, vildt- eller okseretter, gerne med mørke saucer.