Virkelige fund og store oplevelser i Rhônedalen

I Rhône-området er Grenache-druen den mest dominerende, og man frembringer frugtrige, behagelige og let tilgængelige vine. Der produceres næsten udelukkende rødvin, men også en anelse rosévin og hedvin. Selvom forbrugerne af flere årsager stadig ofte fravælger de franske vine generelt, har vi dog gennem de seneste år kunnet mærke, at Rhône-vinene i stor stil er ved at vinde danskerne tilbage. Vinenes rustikke stil med smagsmæssig volumen, ”råhed” og personlighed har vundet indpas hos mange som alternativ til de oversøiske fede, bløde vine med højere alkoholproducent. 

Vinhuset Delas Frères er et af de huse fra Rhône-området, der har oplevet den stigende efterspørgsel – og som har omlagt deres produktion for at kunne matche kundernes ønsker.


Stigende efterspørgsel

Delas Frères blev grundlagt i 1835 i Saint Jean Muzols, der ligger i hjertet af Saint-Joseph. I 1977 blev huset overtaget af det anerkendte Champagnehus, Champagne Deutz, og med en god kapitalindsprøjtning har man i løbet af en årrække fornyet al vinifikationsudstyr, så huset i dag fremstår som et af de mest moderne vinerier i Rhônedalen. 

Desuden har man udvidet husets kapacitet for at kunne imødekomme den stadigt stigende efterspørgsel, hvilket også har bevirket at man – til trods for huset mange besiddelser af vinmarker i nogle af Rhônedalens mest berømte kommuner – også har set sig nødsaget til at opkøbe en vis mængde druer fra de mest kvalitetsbevidste vinavlere i områderne. Netop de store besiddelser af vinmarker, som Delas har i Rhônedalen, er medvirkende til, at man i huset har vedtaget, at de varierende terroris i de forskellige appellationer skal komme så godt som muligt til udtryk i de forskellige vine.


Husets hemmelighed

Ser man bort fra ”detaljer” som perfekt beliggende vinmarker, nyt vinifikationsudstyr og sund respekt for områdets terroir, er den virkelige hemmelighed bag Delas Frères’ vine ansættelsen af den unge ønolog Jacques Grange i 1997.

Jacques er født og opvokset i Bourgogne, og han har gennem sin korte karriere været stærkt medvirkende til den renæssance, Rhône-distriktet har haft. Han er samtidigt manden bag flere af distriktets 100 points-vine. Siden Jacques’ entre i husets kældre, er der på det nærmeste sket en revolution med vinene; efter tidligere at have stået i skyggen af store huse som Giogal, er Delas’ nyere årgange kommet med i Rhône-områdets fornemste vinelite. 

Og ikke nok med det – de er samtidig i et langt mere rimeligt prisleje.


Virkelige fund og store oplevelser

Den anerkendte vinanmelder Robert Parker roser Delas’ vine ved at give dem helt op til 96 ud af 100 mulige points. Husets sjældne og næsten uopdrivelige Hermitage ”Les Bessards” og Côte Rôtie ”La Ladonne” bliver rost til skyerne, men virkelige fund og store oplevelser kan absolut også hentes i et mere jævnt prisleje. Således har Delas flere gange leveret Årets Jagtvin og Årets Julevin til Vinspecialisterne.