Sødmefulde bagte rødbeder, cremet og syrlig gedeost, sprøde valnødder og tørrede tranebær – her får du en enkel frokostret, hvor smagene virkelig spiller godt sammen.
Rødbederne bages med honning, citron, timian og kirsebæreddike eller balsamico, så deres naturlige sødme bliver endnu mere intens. Sammen med gedeosten får du en skøn balance mellem sødt, syrligt, cremet og sprødt.
Opskriften passer til 4 personer som frokostret.
800 g små rødbeder
1 dl kirsebæreddike eller balsamico
½ dl god, frugtig olivenolie
Fintrevet skal fra ½ økologisk citron
2 kviste timian
1 spsk. honning
Salt
Friskkværnet sort peber
Forvarm ovnen til 180°.
Skræl rødbederne, flæk dem på langs, og skær dem i kvarte.
Læg rødbederne i et ildfast fad. Tilsæt kirsebæreddike eller balsamico, olivenolie, citronskal, timian og honning. Krydr med salt og peber, og vend det hele grundigt sammen.
Dæk fadet med stanniol, og bag rødbederne i ca. 30-40 minutter, afhængigt af størrelsen. De skal være møre, men stadig have en smule struktur.
Lad rødbederne køle lidt af, og gem marinaden fra fadet til serveringen.
60 g valnødder
Fordel valnødderne i et ildfast fad, og rist dem let gyldne i ovnen.
Lad dem køle af, og hak dem derefter groft.
400 g gedeost, tempereret
80 g tørrede tranebær
Friske timianblade
Eventuelt lidt rød salat
Fordel de lune rødbeder på fire tallerkner, eventuelt sammen med lidt fintstrimlet rød salat.
Dryp hver portion med lidt af den smagfulde marinade fra rødbederne. Fordel tørrede tranebær og ristede valnødder over retten, og afslut med skiver af tempereret gedeost og friske timianblade.
Server retten, mens rødbederne stadig er let lune. Det giver en skøn kontrast til den cremede gedeost.
Gedeost har en markant syre, mens de bagte rødbeder, honningen og tranebærrene tilfører sødme. Derfor er det oplagt at vælge en vin med frisk syre, saftig frugt og gerne en anelse sødme til at samle retten.
En Riesling fra Mosel er et rigtig godt bud. Rieslingens friske syre spiller flot sammen med gedeosten, mens druens frugtighed og eventuelle restsødme kan favne rødbedernes sødme og den sød-syrlige marinade.
Det giver en kombination, hvor hverken maden eller vinen behøver råbe højest – og hvor et glas mere bestemt ikke gør noget.