Under solens stråler
Varmen i det sydlige Rhone kan være ubamhjertig. Rhonefloden, som i årtusinder har skåret sin vej igennem dalen, har efterladt et fladt, stenet landskab, hvor den sydfranske sommersol sender sine stråler ned over dalen. Her, lige uden for Sydrhones navnkundige vinhovedstad Chateauneuf du Pape, ligger Clos Saint Michel, hvor brødrene Franck og Olivier Mousset i dag regerer i den traditionelle, gamle landhus. De traditionelle Chateauneuf-vine bliver solgt som Clos Saint Michel, mens husets ‘almindelige’ Rhônevine har “Guy Mousset”-navnet stående på flasken - opkaldt efter deres far.
Klassisk Rhone
Ved første øjekast har de sidste 100 år ikke gjort meget ved Clos Saint Michel. Tilbagetrukket fra landevejen er huset omgivet af vinmarker på alle fire sider. Huset ejer 14 hektar i Chateauneuf du Pape, i området Les Coulets, men de laver også Cotes du Rhone og Cotes du Rhone Village fra marker lidt længere sydpå. Det er grenache, syrah og mourvedre der fylder på vinmarkerne og vinene er da også ærkeklassiske i deres sammensætning med et stort fokus på grenache. Vinene er krydrede med masser af kraft og varme. Der bliver også lavet en smule hvidvin - herunder en Chateauneuf du Pape Blanc på de traditionelle hvidvinsdruer Rousanne, Clairette, Grenache Blanc og Bourboulenc.
4. generation af vinmagere - og den næste på vej.
Franck og Olivier er 4. generation i en familie af vinmagere. De har ejet Clos Saint Michel siden 1950’erne og har siden da løbende udviklet vinhuset, som i dag har en produktion, som er en blanding af det traditionelle og det mere moderne. Det er Franck som har ansvaret i kælderen, hvor han primært lave vine efter de traditionelle forskrifter uden brug af små fade, barriques, men med store fade eller på cementkar. Enkelte af topvinene får op til 12 måneders fadlagring på barriques.
Næste genereation står klar i kulissen hos Clos Saint Michel - og har allerede sat deres præg på udvalget. En af huset vine bliver kaldet Enfants de Vignerons - vinmagerens børn - og er en hyldest til Franck og Oliviers seks børn og fås både som rød, hvid og rosé.