Chokolademousse med mørk chokolade og tranebær

En god chokolademousse skal være intens, luftig og cremet på én og samme tid. Her får den mørke chokolade selskab af tørrede tranebær og kakaonibs, som giver små syrlige og sprøde indslag til den fyldige mousse.

Det er en dessert, der sagtens kan laves i god tid. Moussen skal nemlig have mindst fire timer på køl, så den når at sætte sig ordentligt. Perfekt, når desserten helst skal stå klar, inden gæsterne kommer.

Ingredienser til chokolademousse

  • 1 dl æggeblommer

  • 40 g sukker

  • 1 knivspids salt

  • 2 dl æggehvider

  • 5 dl piskefløde

  • 300 g mørk chokolade, gerne omkring 70 %

  • 10 g kakaonibs – kan undlades

  • 30 g tørrede tranebær, skåret i mindre stykker

Sådan laver du chokolademousse

Hak den mørke chokolade fint, og smelt den forsigtigt i en skål over vandbad. Chokoladen skal være helt smeltet og stadig lun, når moussen samles.

Pisk æggeblommer og sukker sammen, til massen bliver lys og luftig, og sukkeret er opløst.

Pisk æggehviderne sammen med en knivspids salt, indtil de er faste og luftige.

Pisk fløden let. Den skal have en cremet og luftig konsistens, men må ikke blive for stiv.

Nu skal moussen samles, og her er det en god idé at arbejde forholdsvis hurtigt.

Vend æggeblandingen i den lune, smeltede chokolade, og rør grundigt med en dejskraber, indtil massen er ensartet.

Vend derefter de piskede æggehvider i lidt ad gangen. Arbejd forsigtigt, så du bevarer så meget luft som muligt i moussen.

Vend til sidst den letpiskede fløde i sammen med kakaonibs og de hakkede tørrede tranebær.

Fordel chokolademoussen i portionsglas eller små skåle, og stil dem på køl i mindst 4 timer, indtil moussen har sat sig.

Servering

Tag chokolademoussen ud af køleskabet 5-10 minutter før servering. På den måde mister den lidt af køleskabskulden, så smagen og den cremede konsistens kommer bedre til sin ret.

Vil du give den intense chokolade et friskt modspil, kan du servere moussen med passionsfrugtsorbet, tern af moden ananas og friske blade af citronverbena.

Vælger du denne servering, kan du med fordel undlade de tørrede tranebær i selve moussen.

Hvad kan man drikke til chokolademousse?

Mørk chokolade er intens og kræver en vin med både sødme og smagskraft. Som tommelfingerregel bør vinen være mindst lige så sød som desserten, ellers kan den hurtigt komme til at virke tør og skarp.

Portvin er et klassisk valg til chokoladedesserter. En frugtig Ruby eller Late Bottled Vintage kan spille flot sammen med den mørke chokolade og de tørrede tranebær.

Du kan også gå efter andre søde dessertvine med mørk, moden frugt og tilstrækkelig intensitet til at matche chokoladen.

Hos Vildmedvin kan du gå på opdagelse i portvin og dessertvin og finde den flaske, der sætter det sidste punktum efter en god middag.