Vinflaskens størrelser – derfor findes Magnum, Jeroboam og Nebukadnesar

Hvorfor er en vinflaske 75 cl?

Den klassiske vinflaske på 75 cl er i dag standard over det meste af verden, men hvorfor netop denne størrelse blev normen, er der ikke ét entydigt svar på.

Der findes flere teorier:

  • En flaske på 75 cl passer godt til et måltid for flere personer.
  • Det svarer omtrent til den mængde glas, en glaspuster kunne forme i ét åndedrag.
  • En klassisk egetræsfad på 225 liter rummer præcis 300 flasker á 75 cl, hvilket gjorde håndtering og handel lettere.

Uanset forklaringen er 75 cl blevet den internationale standard, mens vin også tappes på en lang række andre flaskestørrelser.

Vinflaskernes størrelser

De største vinflasker har ofte navne inspireret af personer fra Det Gamle Testamente. Hvor traditionen stammer fra, ved man ikke med sikkerhed, men navnene har været en del af vinverdenen i mange generationer.

Flaskestørrelse Indhold
Halvflaske 37,5 cl
Standardflaske 75 cl
Magnum 150 cl
Dobbeltmagnum (Jeroboam i Champagne) 300 cl
Jeroboam (Bordeaux) 450 cl
Imperial / Methusalem 600 cl
Salmanazar 900 cl
Balthazar 1.200 cl
Nebukadnesar 1.500 cl

Der findes også andre flasketyper. I blandt andet Tyskland og Østrig er 1-liters flasker almindelige til visse hvidvine, mens 50 cl ofte anvendes til dessertvine.

Verdens ældste vinflaske

Den ældste bevarede vinflaske blev fundet i den tyske by Speyer i 1867 under en udgravning af en romersk grav.

Flasken menes at stamme fra omkring år 250 e.Kr. og rummer cirka 1,5 liter væske. Den er forseglet med voks og et lag olie, som har beskyttet indholdet gennem næsten 2.000 år.

Fundet er usædvanligt, fordi vin i Romerriget normalt blev opbevaret i lerkrukker og amforaer frem for glasflasker.

Korkproppen gør en forskel

Den moderne vinflaske, som vi kender den i dag, blev udviklet i løbet af 1700-tallet med kraftigt glas, lang hals og korkprop.

Kork er et naturmateriale, som tillader en meget langsom udveksling af ilt. Når flasken opbevares liggende, holdes proppen fugtig, så den fortsat slutter tæt.

Den langsomme ilttilførsel gør, at mange vine kan udvikle sig over tid og få større kompleksitet i både duft og smag.

Hvordan udvikler vin sig?

Under lagring ændrer mange vine karakter.

Rødvine får ofte en lysere og mere teglstensfarvet nuance, mens aromaerne udvikler sig fra frisk frugt mod mere komplekse noter af eksempelvis tørret frugt, skovbund, krydderier og nødder.

For at en vin kan lagres med succes, kræver det blandt andet en god balance mellem syre, frugt og struktur.

Derfor lagrer Magnum bedre

Magnumflasken er blandt vinelskeres foretrukne flaskestørrelser, når vin skal gemmes i mange år.

Forklaringen er enkel: Mængden af ilt, der trænger gennem korkproppen, er stort set den samme uanset flaskens størrelse. Derfor bliver forholdet mellem vin og ilt mindre i en Magnum end i en almindelig flaske.

Det betyder, at vinen udvikler sig langsommere og ofte opnår en mere nuanceret og harmonisk modning.

Af samme grund er Magnumflasker ofte mere eftertragtede – og kan koste mere end to almindelige flasker af samme vin.

Samme vin – forskellig udvikling

Selvom indholdet er identisk ved aftapning, udvikler vinen sig forskelligt afhængigt af flaskens størrelse.

  • 37,5 cl: Hurtigste modning.
  • 75 cl: Den udvikling producenten typisk har planlagt.
  • Magnum (150 cl): Langsommere modning og ofte større lagringspotentiale.

Det gør Magnum til et oplagt valg, hvis vinen skal gemmes i mange år eller serveres ved særlige lejligheder.