Caesarsalat med grillede grønne asparges og sprøde croutoner

Caesarsalat er en klassiker, der rammer den helt rigtige kombination af sprød salat, cremet dressing, salt parmesan og knasende croutoner. I denne version får salaten selskab af grillede grønne asparges, som giver ekstra friskhed og bid.

Server den som frokostret, let aftensmad eller som tilbehør til sommerens grillretter. Vil du gøre salaten mere mættende, kan du tilføje skiver af saftigt, stegt kyllingebryst.

Frokostret eller tilbehør til 4 personer

Caesar-dressing

Lad gerne dressingen trække et par timer på køl inden servering. Det giver smagene tid til at samle sig.

Ingredienser

  • 1 fed hvidløg

  • 30 g revet parmesan

  • 2 ansjosfileter i olie

  • 1 spsk. sherryeddike eller hvidvinseddike

  • 3 æggeblommer

  • 1 tsk. dijonsennep

  • 3 dl vindruekerneolie eller anden neutral olie

  • Engelsk sauce

  • Worcestersauce

  • Citronsaft

  • Salt og friskkværnet sort peber

Kom hvidløg, parmesan, ansjoser, eddike, æggeblommer og dijonsennep i en blender. Tilsæt 1 lille spsk. vand, og blend det hele grundigt sammen.

Tilsæt olien lidt efter lidt, mens du fortsætter med at blende, indtil dressingen får en cremet og ensartet konsistens. Er dressingen for tyk, kan den justeres med en smule vand.

Smag til med engelsk sauce, Worcestersauce, citronsaft, salt og friskkværnet sort peber. Stil dressingen på køl, gerne et par timer inden brug.

Grillede grønne asparges

Ingredienser

  • 12 store grønne asparges

  • Frugtig olivenolie

  • Salt og friskkværnet sort peber

Skær eller knæk den træede nederste del af aspargesene. Skyl dem grundigt, og tør dem godt.

Vend aspargesene med en smule olivenolie, salt og peber. Grill dem i 1-2 minutter på hver side. De må meget gerne bevare godt med bid og være let sprøde i midten.

Skær de grillede asparges på skrå i mindre, mundrette stykker.

Sprøde croutoner med hvidløg og rosmarin

Ingredienser

  • 6 skiver landbrød, toastbrød eller andet lyst brød uden skorpe

  • 3 spsk. usaltet smør

  • 1 kvist rosmarin

  • 2 fed hvidløg

Riv brødet med fingrene i grove, rustikke stykker.

Lad smørret bruse op på en varm pande, og tilsæt rosmarin og hvidløg. Kom brødstykkerne på panden, og rist dem, til de er gyldne og sprøde.

Læg croutonerne på fedtsugende papir, og lad dem køle let af.

Til salaten

  • 2 romainesalater, skyllede og tørrede

  • Parmesan i flager

Servering

Pluk romainesalaten i passende stykker, og kom den i en stor skål. Vend forsigtigt salaten med de grillede asparges, sprøde croutoner, parmesanflager og en passende mængde Caesar-dressing.

Server resten af dressingen ved siden af, så man selv kan tilføje lidt ekstra.

Tip

Vil du servere Caesarsalaten som en fyldig frokost eller et let aftensmåltid, smager den skønt med skiver af stegt eller grillet kyllingebryst.

Vin til Caesarsalat

En Caesarsalat byder på både fedme, salt, syre og masser af umami fra parmesan og ansjoser. Samtidig tilfører de grillede asparges en frisk, grøn karakter. Derfor er en tør og frisk hvidvin med god syre et oplagt valg.

Prøv eksempelvis en Sauvignon Blanc, hvor den friske syre og de grønne, urteprægede aromaer spiller godt sammen med aspargesene. En tør Riesling eller en frisk Pinot Grigio kan også være et lækkert match – især hvis salaten serveres med kylling.

Hos Vildmedvin finder du et stort udvalg af hvidvine, der passer perfekt til friske salater og sommerens lette retter.