Tarte Flambée – eller Flammkuchen, som retten også kaldes – er en klassiker fra Alsace. Den ultratynde, sprøde bund toppes med en cremet friskostcreme, bacon og løg. Enkelt, rustikt og virkelig lækkert.
Denne udgave får lidt ekstra karakter fra Gruyère og rosmarin, mens frisk frisée og sort peber giver et sprødt og friskt modspil lige inden servering. Perfekt som en lækker frokostret – og selvfølgelig endnu bedre med et godt glas hvidvin ved siden af.
Frokostret til 4 personer
10 g gær
3 dl lunkent vand
1 spsk. olivenolie
400 g hvedemel
100 g Tipo 00-mel
1 tsk. fint salt
Smuldr gæren i en skål, og opløs den i det lunkne vand.
Tilsæt olivenolie og salt. Kom derefter de to typer mel i lidt efter lidt, mens dejen samles.
Ælt dejen grundigt i ca. 10 minutter, til den er blank, smidig og elastisk. Dæk den til, og lad den hæve et lunt sted i ca. 1 time.
250 g fromage blanc eller fed græsk yoghurt
125 g cremefraiche 38 %
1 æggeblomme
1 spsk. olivenolie
Friskrevet muskatnød
Salt og friskkværnet sort peber
Kom fromage blanc og cremefraiche i en skål, og pisk det grundigt sammen.
Tilsæt æggeblomme og olivenolie, og pisk igen, til cremen er ensartet.
Smag til med friskrevet muskatnød, salt og sort peber.
200 g røget bacon
2 zittauerløg
50 g Gruyère, revet
4 kviste rosmarin, bladene
Friséesalat
Pil løgene, halvér dem, og skær dem i tynde strimler.
Skær baconen i små bjælker – men ikke for tyndt, da der gerne må være lidt bid tilbage.
Kom bacon og løg i kogende vand ganske kort, og lad dem derefter dryppe grundigt af.
Forvarm ovnen til 240 °C, og lad en bageplade varme med i ovnen. Den varme plade er med til at give den karakteristiske sprøde bund.
Når dejen er hævet til omtrent dobbelt størrelse, slås luften forsigtigt ud.
Drys bordet med lidt Tipo 00-mel, og rul dejen meget tyndt ud. Læg den udrullede dej på et stykke bagepapir.
Fordel et jævnt lag friskostcreme over dejen. Top med bacon og løg, og fordel rosmarinbladene over. Afslut med lidt revet Gruyère.
Træk bagepapiret med din Tarte Flambée over på den brandvarme bageplade, og bag den i ca. 10-15 minutter, til bunden er sprød, kanterne har fået farve, og toppingen er let gylden.
Lige inden servering kværnes rigeligt med frisk sort peber over. Top med sprød frisée og lidt ekstra revet Gruyère.
Server gerne Tarte Flambée med en enkel grøn salat med tynde løgringe og en frisk vinaigrette.
Det giver et syrligt og sprødt modspil til den cremede topping, den salte bacon og den smeltede ost.
Når retten kommer fra Alsace, er det nærliggende også at kigge mod Alsace i jagten på vin. Pinot Blanc er et særligt godt valg til Tarte Flambée.
En tør og frisk Pinot Blanc har syre nok til at balancere friskostcremen og Gruyère, samtidig med at vinens frugtige og relativt bløde udtryk passer flot til bacon, løg og den sprøde bund.
Du kan også prøve en tør Riesling fra Alsace, hvis du ønsker mere syre og mineralitet i glasset. Begge vintyper er glimrende ledsagere til den klassiske Tarte Flambée.
Hos Vildmedvin finder du et stort udvalg af hvidvine, der passer perfekt til Tarte Flambée og andre klassiske retter fra Alsace.