Et godt stykke rødt kød fortjener et glas vin, der matcher smagsoplevelsen. Men der findes ikke én rødvin, som passer til alt. En saftig bøf, en frisk tatar og en klassisk Beef Wellington stiller hver især forskellige krav til vinen.
Når du vælger vin til rødt kød, handler det om at skabe balance mellem kødets fylde, fedme og tilberedning. Her får du inspiration til de bedste kombinationer.
En perfekt stegt bøf er en favorit hos mange. Uanset om du foretrækker den rare, medium rare eller medium, kalder en god bøf på en vin med karakter.
Serveres bøffen med sprøde fritter, grønne bønner og en cremet bearnaisesauce, er en Barolo et oplagt valg. Vinens markante tanniner og friske syre skærer elegant gennem fedmen fra kødet og saucen, mens de komplekse aromaer giver ekstra dybde til måltidet.
Et godt tip er at åbne eller ilte vinen lidt før servering. Det giver Barolo mulighed for at folde sine mange nuancer ud.
Tatar er en ret, hvor råvarernes kvalitet virkelig kommer til sin ret. Uanset om du serverer den klassisk med æggeblomme, løg og kapers eller i en mere moderne udgave med urter, mayonnaise og sprøde kartoffelchips, er det vigtigt at vælge en vin, der understøtter de fine smagsnuancer.
En Beaujolais – gerne fra Morgon – er et fremragende valg. Den saftige frugt, den friske syre og de let krydrede noter giver et flot modspil til det rå kød og skaber en harmonisk helhed.
Beef Wellington er en ægte klassiker, hvor mørt oksekød, svampe, skinke og sprød butterdej går op i en højere enhed.
Her passer en Merlot fra Bordeaux særdeles godt. Den bløde frugt, den elegante struktur og de modne tanniner komplimenterer både det saftige oksekød og de fyldige smagsnuancer fra svampe og skinke uden at overdøve retten.
Når du vælger vin til rødt kød, er det ikke kun kødet, du skal tage højde for. Sauce, tilbehør og tilberedning spiller en lige så stor rolle.
Hos Vildmedvin finder du vine til både hverdagsmiddagen og de store middagsselskaber. Vi gør det nemt at finde den vin, der passer til netop din ret.